Hvis du skal købe stort ind og måske gennemføre et udbud, kan du stille ekstra krav til miljøvenligheden af produkterne. Herunder er en liste med spørgsmål, som du kan bede leverandøren om at besvare.
Få oplysninger om rengøringsarbejdet
Lever rengøringstjenesten op til kravene i miljømærket Svanen?
Svanemærket rengøring er garanti for, at rengøringsservicen er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvaliteten af den grund er forringet. Der er (sept. 2005) ingen svanemærkede rengøringstjenester på det danske marked. Følg udviklingen på www.ecolabel.dk. Alternativt kan du efterspørge rengøringsservice, som opfylder svanekriterierne for rengøringstjenester.
Er rengøringspersonalet instrueret i brug af rengøringsmidler og -metoder?
Det er vigtigt for miljø og arbejdsmiljø, at personalet anvender rengøringsmidlerne på den rigtige måde, og at arbejdet bliver udført ergonomisk korrekt. Leverandøren af rengøringsydelsen skal beskrive de rengøringsmetoder, der skal anvendes for at udføre arbejdet.
Kan trykrengøring og andre aerosoldannende rengøringsmetoder undgås?
Væskeaerosoler er dråbetåger, der holder sig svævende i luften i længere tid. Rengøringsmidler, som indåndes, kan irritere luftvejene og give betændelseslignende reaktioner og skader i lungerne. Det gælder både basiske og sure rengøringsmidler.
Er der datablade for de anvendte rengøringsmidler?
Rengøringsmidlet skal være forsynet med et datablad fra leverandøren med information om produktet.
Bruger leverandøren ergonomisk korrekte rengøringsvogne og -udstyr?
Ved valg af udstyr er det vigtigt at se på de ergonomiske forhold. Det gælder især for udførelse af gulvrengøring, hvor belastningen er stor. Arbejdstilsynets "Arbejdsmiljøvejviser 32 - Rengøring, vaskerier og renserier" beskriver de generelle arbejdsmiljøforhold ved rengøringsservice. Se Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk.
Bliver der brugt mikrofiberklude?
Der bør bruges mikrofiberklude, hvor det er muligt. Vandforbruget bliver mindre, og man behøver ikke at bruge rengøringsmiddel.
Få oplysninger om vaskeriet
Bliver mopper, klude og andre hjælpemidler vasket på et vaskeri med certificeret miljøledelse?
Hvis vaskeriet har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med at nedbringe miljøbelastningen fra vaskeriet.
Få oplysninger om leverandøren
Har leverandøren indført certificeret miljøledelse?
Hvis leverandøren af rengøringsydelsen har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med at nedbringe miljøbelastningen fra produktionen.
Har leverandøren indført certificeret kvalitetsledelse?
Hvis leverandøren af rengøringsydelsen har indført certificeret kvalitetsledelse (ISO 9001), kan man forvente, at der sker en løbende forbedring af ydelser og arbejdsprocesser.
Har leverandøren en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV)?
Hvis der er udarbejdet en skriftlig arbejdspladsvurdering, kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med sikkerhed og sundhed i virksomheden.