Gardiner

Vælg gardiner, som er mærket med Blomsten
Miljømærket Blomsten er garanti for, at produktet er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvalitet eller funktion af den grund er forringet. Der er (jan. 2005) adskillige leverandører af blomstmærkede gardiner på det danske marked, men ingen med svanemærket. Følg udviklingen på www.ecolabel.dk.

Vælg gardiner, som har en god farvebestandighed over for lys (mindst niveau 5)
Tekstiler til gardiner skal have en god farvebestandighed over for sollys målt efter relevant standard.

Hvis gardinet skal være brandhæmmende, så vælg permanente egenskaber
Hvis gardinet skal have flamme- og brandhæmmende egenskaber, bør du vælge et produkt, hvori der indgår fibre med permanent flamme- og brandhæmmende egenskaber. Egenskaberne kan enten være indstøbt i fibrene eller være i form af MAC-fibre, da disse i sig selv regnes for at være brandhæmmende. Brandhæmmere må ikke være baseret på halogenforbindelser (især klor og brom).

Vælg gardiner, som er bleget uden brug af klorforbindelser
Klorblegning giver risiko for dannelse og udledning af AOX (adsorberbare organiske halogenforbindelser). Mange AOX'er er giftige. De fleste er fedtopløselige og opkoncentreres i fedtvæv, og nogle er kræftfremkaldende.