Arbejdstøj med værneegenskaber

Vælg arbejdstøj, der ikke skal genimprægneres
Nogle typer arbejdstøj skal genimprægneres, når de har været vasket få gange. Hvis man vælger arbejdstøj, som er fremstillet af materialer med iboende egenskaber, undgår man at skulle imprægnere. For eksempel tillader en membran af polytetrafluorethylen (PTFE) vanddamp at passere, men ikke flydende vand. Og forskellige former for aramidfibre (PAA) er særdeles varmestabile eller har meget høj slidstyrke og formstabilitet. En række af disse tekstiler har velkendte varemærkenavne.

Lej arbejdstøj fra et vaskeri, som kun genimprægnerer, når det er nødvendigt
I nogle tilfælde er det vaskerier, der både indkøber og vedligeholder arbejdsbeklædningen med værneegenskaber. Der indgås en kontrakt mellem bruger og vaskeri for leje af beklædningen. I de tilfælde bør du stille krav om, at vaskeriet har et kontrolsystem, så beklædningen kun genimprægneres, når det er nødvendigt.

Vælg arbejdstøj, som er mærket med VAREFAKTA

Så lever produktet op til forskrifter fra Dansk Varefakta Nævn. I kravene indgår ikke miljømæssige aspekter, men VAREFAKTA-mærkning viser, at en række brugsegenskaber er opfyldt.

Vælg arbejdstøj, som er mærket efter Øko-Tex 100-standarden
Øko-Tex 100 er et produktmærke, der viser, at arbejdstøjet overholder grænseværdierne for nogle stoffer og stofgrupper, som kan være sundhedsskadelige.

Vælg arbejdstøj, hvor bomulden er dyrket økologisk
Hvis bomulden er dyrket økologisk, er der kun under helt specielle omstændigheder anvendt pesticider eller kunstgødning.