Arbejdstøj

Vælg arbejdstøj, som er mærket med Blomsten
Miljømærket Blomsten er garanti for, at produktet er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvalitet eller funktion af den grund er forringet. Der er (jan. 2005) en del blomstmærket arbejdstøj på det danske marked, men ikke noget svanemærket. Følg udviklingen på www.ecolabel.dk.

Vælg arbejdstøj, som er mærket med VAREFAKTA
Så lever produktet op til forskrifter fra Dansk Varefakta Nævn. I kravene indgår ikke miljømæssige aspekter, men VAREFAKTA-mærkning viser, at en række brugsegenskaber er opfyldt.

Vælg arbejdstøj, som er mærket efter Øko-Tex 100-standarden
Øko-Tex 100 er et produktmærke, der viser, at arbejdstøjet overholder grænseværdierne for nogle stoffer og stofgrupper, som kan være sundhedsskadelige.

Vælg arbejdstøj, som er fri for tungmetaller
Tidligere blev der bl.a. anvendt tungmetaller som kobber, cadmium og kobolt til fremstilling af visse grønne og blå farver. I dag kan stort set alle farver fremstilles uden tungmetaller.