Elektriske kørestole og mobile lifte

Hvis du skal købe stort ind og måske gennemføre et udbud, kan du stille ekstra krav til miljøvenligheden af produkterne. Herunder er en liste med spørgsmål, som du kan bede leverandøren om at besvare ved storindkøb og udbud.


Få oplysninger om det energiforbrugende system
Har batteriet en lang levetid under de aktuelle driftsbetingelser?
Batterier bør være testet efter IEC standarden IEC-254-1.

Har batteriladeren en lang levetid?
Efterspørg som minimum batteriladere godkendt efter EN 12184 / ISO 7176-14.

Er der en høj virkningsgrad i det samlede energiforbrugende system, dvs. batteri og lader?
Efterspørg ladere med en dokumenteret ladetid på under otte timer for at opnå over 80% opladning af et givet batteri.


Få oplysninger om produktet
Kan liften reguleres i højden fra 95 til 120 cm. over gulvet?
Hvis højden kan reguleres, er det lettere for plejepersonalet at betjene liften, uden at de overbelaster ryggen.


Få oplysninger om materialer
Er kørestolen eller liften fri for pvc?
Ved forbrænding af pvc bliver der dannet en række miljøskadelige stoffer.

Er pigmenter, lim, og plast fri for tungmetaller?
Undgå tungmetaller som krom, bly, kviksølv og cadmium.

Er plastdele fri for halogenerede tilsætningsstoffer?
Plast bør ikke indeholde halogenerede tilsætningsstoffer (som indeholder især klor eller brom), herunder halogenerede flammehæmmere. Plastdele, der indgår i elektriske eller elektroniske dele, er dog undtaget.

Er træ mærket med FSC?
Hvis der er anvendt træ, bør det være fra FSC-certificeret skovbrug.


Få oplysninger om overfladebehandling
Er overfladebehandlingen helt uden tungmetaller?
Man bør undgå overfladebehandling med galvaniske processer, dvs. hvor man lægger zink, krom, nikkel eller andre metaller på overfladen. Zink, krom og nikkel er skadelige, hvis de havner i vandmiljøet. Når ståldelene skal genanvendes, vil indholdet af andre metaller kræve, at man skal tilsætte jomfrueligt stål for at leve op til materialespecifikationerne.

Er affedtningen foretaget uden brug af organiske opløsningsmidler?

Affedtning skal fjerne olie og snavs fra metallet før overfladebehandlingen. Af hensyn til miljø og arbejdsmiljø bør man foretage affedtning ved en vandbaseret proces.

Er produktet lakeret uden brug af organiske opløsningsmidler?

Til lakeringen bør der ikke være brugt maling og lak baseret på organiske opløsningsmidler, da de er sundhedsskadelige. Desuden er visse organiske opløsningsmidler skadelige for miljøet.


Få oplysninger om skum
Er skummet fremstillet uden brug af stoffer, som nedbryder ozonlaget?
I Danmark er det forbudt at anvende HCFC til at fremstille integralskum og skumpuder, da stofferne nedbryder ozonlaget. Stofferne kan dog være anvendt af udenlandske producenter, der leverer madrasser, skumplast eller lignende til det danske marked. Brug i stedet skum, som er fremstillet af PUR.


Få oplysninger om genbrug og genanvendelse
Indgår hjælpemidlet i en velfungerende returordning til genbrug?
Indgår kørestole og lifte i en genbrugsordning, hvor de enten genbruges direkte eller efter en renovering?

Er kørestol eller lift konstrueret, så den kan skilles ad i materialer?
Når kørestolen eller liften er udtjent, bør den kunne skilles ad i materialer, så de enkelte dele kan genanvendes eller bortskaffes på forsvarlig vis.

Er ståldele, aluminiumsdele og plastdele mærket med materialekoder?
Stål, aluminium og plast bør være mærket, så materialerne er lettere at genanvende. Plastemner kan mærkes med plasttype efter den internationale standard  ISO 11469. Stål og aluminium kan mærkes med Werkstoff nr. eller AISI koder. Det er især vigtigt, at stål og plastikdele er mærket, da aluminium på grund af materialeprisen normalt finder vej til genanvendelse.


Få oplysninger om producenten
Har producenten indført certificeret miljøledelse?
Hvis producenten har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med at nedbringe miljøbelastningen fra produktionen.

Er arbejdsmiljøet inddraget i producentens eventuelle miljøledelsessystem?
ISO 14001 og EMAS omfatter ikke arbejdsmiljø, men virksomheden kan vælge at indarbejde det i systemerne.

Har producenten en miljøpolitik?
Hvis producenten har en miljøpolitik, kan man forvente, at der bliver arbejdet aktivt med virksomhedens miljøforhold.

Har producenten en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV)?

Hvis der er udarbejdet en skriftlig arbejdspladsvurdering, kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med sikkerhed og sundhed i virksomheden.

Er der indført arbejdsrotation ved syning og tilskæring af betræk?
Har producenten indført arbejdsrotation, så medarbejderne højst udfører samme arbejdsoperation fire timer pr. dag? Arbejdsrotation kan være med til at forebygge nedslidning forårsaget af ensidigt arbejde.

Er der en prøvningsrapport på kørestol og lift?
Det er en god idé at efterspørge en prøvningsrapport for at sikre sig, at hjælpemidlerne overholder internationale standarder for brugernes og hjælpernes behov, herunder sikkerhed, holdbarhed, ergonomi og funktionalitet. Rapporten bør være fra et uvildigt anerkendt prøvningslaboratorium, for eksempel Hjælpemiddelinstituttet.