Hvis du skal købe stort ind og måske gennemføre et udbud, kan du stille ekstra krav til miljøvenligheden af produkterne. Herunder er en liste med spørgsmål, som du kan bede leverandøren om at besvare.
Få oplysninger om miljømærker
Er køkkenrullen og toiletpapiret mærket med Blomsten eller Svanen, eller lever det op til kravene i miljømærkerne?
Miljømærkerne Blomsten og Svanen er garanti for, at produktet er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvalitet eller funktion af den grund er forringet. Der er (juli 2005) en del blomst- og svanemærket køkken- og toiletpapir på det danske marked. Følg udviklingen på www.ecolabel.dk. Alternativt kan du efterspørge papir, som opfylder blomst-kriterierne for tissue papirprodukter eller svanekriterierne for husholdningspapir.
Få oplysninger om papirtype
Hvad er papirets gramvægt?
Overvej hvilken papirtykkelse (gramvægt), der er nødvendig. Jo lavere gramvægt, jo bedre rent miljømæssigt. Enkeltlags tissue har typisk gramvægte på 12-40 g/m2. (Lav gramvægt må ikke forveksles med køkken- og toiletppair, der er rullet løst op på rullen).
Hvor stor er andelen af genbrugsfibre i papiret?
Vælg papir med højst muligt indhold af genbrugsfibre. Produktion af papir ud fra genbrugsfibre sparer store mængder energi, fordi nogle procestrin bliver overflødige.
Hvor stor er andelen af fibre fra certificeret bæredygtigt skovbrug?
Vælg papir med højst muligt indhold af fibre fra certificeret bæredygtigt skovbrug - for eksempel FSC. I kriterierne til EU's miljømærke Blomsten stilles der krav om, at anvendte jomfruelige fibre skal stamme fra bæredygtigt skovbrug. Tilsvarende stilles der i kriterierne for Svanen krav om at mindst 15 pct. skal stamme fra certificeret bæredygtigt skovbrug, dog med undtagelser hvis der indgår returfibre.
Er papiret ubleget?
Fremstillingen af ubleget papir er mindre belastende for miljøet end fremstillingen af bleget papir.
Er papiret bleget uden brug af klor?
Hvis papiret skal være bleget, bør man undgå klorholdige blegemidler og vælge TCF-blegning (Total Chlorine Free). Hvis man ikke kan undgå klorholdige blegemidler, bør klordioxid (såkaldt ECF-blegning) foretrækkes frem for klorgas. Herved begrænser man dannelsen af især de meget giftige klorerede organiske forbindelser.
Få oplysninger om producenten
Har producenten indført certificeret miljøledelse?
Hvis producenten har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med at nedbringe miljøbelastningen fra produktionen.
Er arbejdsmiljøet inddraget i virksomhedens eventuelle miljøledelsessystem?
ISO 14001 og EMAS omfatter ikke arbejdsmiljø, men virksomheden kan vælge at indarbejde det i systemerne. Virksomheden kan vælge at indføre arbejdsmiljøledelse efter standarderne OHSAS 18001/OHSAS 18002.
Har producenten en miljøpolitik?
Hvis producenten har en miljøpolitik, kan man forvente, at der bliver arbejdet aktivt med virksomhedens miljøforhold.
Har producenten en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV)?
Hvis der er udarbejdet en skriftlig arbejdspladsvurdering, kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med sikkerhed og sundhed i virksomheden.
Arbejder producenten på at reducere spildet af papir?
Mindre spild betyder lavere miljøbelastning ved fremstilling af papir.
Arbejder producenten på at undgå brugen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer?
Producenten bør arbejde på at begrænse/eliminere anvendelsen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
Bliver affaldspapir genanvendt?
Producenten bør arbejde på at minimere mængden af papirspild og sende mest muligt af dette affald til genanvendelse.
Udnyttes slammet (energiindhold og aske) ved fremstilling af genbrugspapir?
Genbrugspapir er fremstillet af returpapir, der er blevet opslemmet i vand, hvor urenheder, herunder tryksværte, er fjernet. Den fjernede trykfarve, fyldstoffer m.m. udskilles via slam, der efterfølgende kan brændes. Asken herfra kan indgå i cementproduktion.