Håndsæbe og hårshampoo

Vælg håndsæbe og shampoo, som er mærket med Svanen eller det svenske miljømærke Bra Miljöval
Miljømærket Svanen er garanti for, at produktet er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvalitet eller funktion af den grund er forringet. Der er (juni 2005) en del svanemærket sæbe og shampoo på det danske marked. Følg udviklingen på www.ecolabel.dk. Miljømærket Bra Miljöval er garanti for, at produktet kun indeholder miljøvenlige vaskeaktive stoffer.

Vælg håndsæbe og shampoo uden farvestoffer og parfume
Farvestoffer og parfume (duftstoffer) kan muligvis være skadelige for miljøet. Desuden kan parfume opleves som irriterende på luftvejene og fremkalde allergi hos særligt følsomme personer. Da stofferne ikke er nødvendige for produktets effektivitet, bør de undgås.

Vælg produkter, der er lette at dosere rigtigt
Skumsæbe er let at dosere korrekt og dermed en effektiv måde at reducere forbruget.