Hvis du skal købe stort ind og måske gennemføre et udbud, kan du stille ekstra krav til miljøvenligheden af produkterne. Herunder er en liste med spørgsmål, som du kan bede leverandøren om at besvare.
Få oplysninger om konvolutten
Lever konvolutten op til kravene i miljømærket Svanen?
Miljømærket Svanen er garanti for, at produktet er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvalitet eller funktion af den grund er forringet. Der er i dag (august 2005) ingen svanemærkede konvolutter på det danske marked (dvs. med dansk licens). I Norge findes imidlertid fire svanemærkede konvolutter/licenser (se www.ecolabel.no). Følg udviklingen på det danske marked på www.ecolabel.dk. I stedet kan du efterspørge konvolutter, hvor papiret opfylder svanekriterierne for kopi- og trykpapir.
Få oplysninger om papiret
Er konvolutpapiret mærket med Blomsten eller Svanen, eller lever det op til kravene i miljømærkerne?
Miljømærkerne Blomsten og Svanen er garanti for, at produktet er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvalitet eller funktion af den grund er forringet. Der er (juli 2005) en del blomst- og svanemærket skrive- og kopipapir på det danske marked. Følg udviklingen på www.ecolabel.dk.
Hvor meget vejer konvolutpapiret?
Overvej hvilken papirtykkelse (gramvægt), der er nødvendig. Jo lavere gramvægt, jo bedre rent miljømæssigt. De mest anvendte gramvægte for konvolutpapir er 80-90 g/m2.
Af hensyn til sorteringen hos Post Danmark, bør man ikke anvende lavere gramvægt end 60 g/m2.
Hvor stor er andelen af genbrugsfibre i papiret?
Vælg papir med højst muligt indhold af genbrugsfibre. Fremstilling af papir ud fra genbrugsfibre sparer store mængder energi, fordi nogle procestrin bliver overflødige.
Hvor stor er andelen af fibre fra certificeret bæredygtigt skovbrug?
Vælg papir med højst muligt indhold af fibre fra certificeret bæredygtigt skovbrug, for eksempel FSC. I kriterierne til EU's miljømærke Blomsten for papir stilles der krav om, at mindst ti pct. af anvendte jomfruelige fibre skal stamme fra certificeret bæredygtigt skovbrug. Tilsvarende stilles der i kriterierne for Svanen krav om 15 pct. certificerede fibre, dog med undtagelser hvis der indgår returfibre.
Er papiret ubleget?
Fremstillingen af ubleget papir er mindre belastende for miljøet end fremstillingen af bleget papir.
Er papiret bleget uden brug af klor?
Hvis papiret skal være bleget, bør man undgå klorholdige blegemidler og vælge TCF-blegning (Total Chlorine Free). Hvis man ikke kan undgå klorholdige blegemidler, bør klordioxid (såkaldt ECF-blegning) foretrækkes frem for klorgas. Herved begrænser man dannelsen af især de meget giftige klorerede organiske forbindelser.
Få oplysninger om konvolutfabrikken el. trykkeriet
Har virksomheden indført certificeret miljøledelse?
Hvis konvolutfabrikken el. trykkeriet har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med at nedbringe miljøbelastningen i virksomheden.
Er arbejdsmiljøet inddraget i virksomhedens eventuelle miljøledelsessystem?
ISO 14001 og EMAS omfatter ikke arbejdsmiljø, men virksomheden kan vælge at indarbejde det i systemerne. Virksomheden kan vælge at indføre arbejdsmiljøledelse efter standarderne OHSAS 18001/OHSAS 18002.
Har virksomheden en miljøpolitik?
Hvis virksomheden har en miljøpolitik med klare indsatsområder og mål, kan man forvente, at der bliver arbejdet aktivt med virksomhedens miljøforhold.
Arbejder virksomheden på at reducere spildet af papir og farve?
Mindre spild betyder lavere miljøbelastning ved fremstilling af papir og farve.
Anvender trykkeriet vegetabilske afvaskere ved offset-tryk?
Trykkeriet bør så vidt muligt anvende vegetabilske afvaskere til valser, farvebakker m.v. Tidligere brugte trykkerierne udelukkende organiske opløsningsmidler.
Anvender trykkeriet vegetabilske trykfarver ved offset-tryk?
I modsætning til mineralolie, som bruges i mineraloliebaserede farver, er vegetabilsk olie en fornyelig ressource.
Har virksomheden en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV)?
Hvis der er udarbejdet en skriftlig arbejdspladsvurdering, kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med sikkerhed og sundhed på konvolutfabrikken el. trykkeriet.
I hvilket omfang anvendes vandopløselig lim til samling af konvolut og lukke?
Konvolutfabrikken bør anvende vandopløselig lim til at samle konvolutten, eller lim der kan dispergeres helt i vand.
I hvilket omfang bliver der anvendt fotopolymere klichéer, der udvaskes med vand?
Ved flexotrykning bør den trykklare kliché være fremstilles ved en udvaskningsproces, hvor der er anvendt vand (vandudvaskbar flexoplade) frem for organiske opløsningsmidler (fotopolymer flexoklichéer).
I hvilket omfang bliver der ved flexotryk anvendt vandfortyndbare flexofarver?
For at beskytte mod indblik i konvolutten, bliver der trykt en farve på indersiden af de allerfleste konvolutter. Konvolutterne bør trykkes med flexofarver på vandbasis og ikke på alkoholbasis.
Anvendes udelukkende (eller stort set kun) vand til afvaskning efter flexotryk?
Virksomheden bør så vidt muligt anvende vand (og sæbe) til at rense valser, farvekar m.v. Organiske opløsningsmidler bør undgås eller kun anvendes ved særligt vanskelige afrensningsopgaver.
I hvilket omfang indsamler trykkeriet sølvholdig film, papir og fikser, så sølvet kan genbruges?
Film, fotografisk papir og fikser indeholder sølv, som bør genbruges.
I hvilket omfang indsamler trykkeriet papir og aluminium (offsetplader), så materialerne kan genanvendes?
Genanvendelse sparer ressourcer og giver lavere miljøbelastning