Hvis du skal købe stort ind og måske gennemføre et udbud, kan du stille ekstra krav til miljøvenligheden af produkterne. Herunder er en liste med spørgsmål, som du kan bede leverandøren om at besvare.
Få oplysninger om skriveredskaber
Kan kuglepenne og fyldepenne genopfyldes?
Fyldepenne, kuglepenne med udskiftelige patroner og stiftsblyanter er generelt mere miljøvenlige end engangsartikler.
Er skriveredskaber lavet af plast?
Foretræk skriveredskaber af plast (dog ikke pvc) frem for metal.
Er blækket i tuscher og markere fri for klorerede eller aromatiske forbindelser?
Vandfaste tuscher (overheadpenne og whiteboardpenne) bør være på ethanolbasis og ikke indeholde klorerede opløsningsmidler eller aromatiske opløsningsmidler.
Få oplysninger om kontorartikler
Er kontorartiklerne fri for pvc?
Ved forbrænding af pvc bliver der dannet en række miljøskadelige stoffer. Vælg i stedet plastmaterialer af polypropylen (PP) eller polyethylen (PE) eller vælg materialer af genbrugspap.
Er kontorartiklerne fri for nikkel?
Undgå bl.a. papirclips med nikkel, da nikkel kan fremkalde allergi. Brug i stedet clips m.v. af stål.
Få oplysninger om producenten
Er producenten certificeret?
Hvis producenten har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS) eller arbejdsmiljøledelse (for eksempel OHSAS 18001), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med miljø og arbejdsmiljø i virksomheden.
Er producentens underleverandører certificeret?
Hvis underleverandørerne har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS) eller arbejdsmiljøledelse (for eksempel OHSAS 18001), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med miljø og arbejdsmiljø i virksomheden.