Hvis du skal købe stort ind og måske gennemføre et udbud, kan du stille ekstra krav til miljøvenligheden af produkterne. Herunder er en liste med spørgsmål, som du kan bede leverandøren om at besvare.
Få oplysninger om printeren
Lever printeren op til kravene i miljømærket Svanen?
Miljømærket Svanen er garanti for, at produktet er blandt de mindst belastende for miljøet, uden at kvalitet eller funktion af den grund er forringet. Der er ingen svanemærkede printere på det danske marked. Følg udviklingen på www.ecolabel.dk. I stedet kan du efterspørge printere, som opfylder svanekriterierne for kopi-, printer-, fax- og multifunktionsmaskiner.
Lever printeren op til Elsparefondens indkøbskrav til printere?
Vælg en printer, der lever op til de krav til Elsparefondens indkøbskrav til printere. Kravene kan ses på Elsparefondens hjemmeside.
Hvad er energiforbruget i aktiv tilstand?
Vælg en printer, der har så lavt et energiforbrug som muligt i aktiv tilstand (når den printer), og som leveres med de energibesparende funktioner aktiveret som standardindstilling. Sammenlign for eksempel printere inden for samme produkttype og vælg den med lavest energiforbrug i aktiv tilstand.
Kan printeren anvende tonerkassetter, som er mærket med Svanen, eller som lever op til svanekriterierne?
På markedet er der et stort udvalg af tonerkassetter, som er mærket med Svanen, eller som lever op til svanekriterierne.
Hvad er printerens støjniveau?
Printeren bør leve op til kravene til støj, som er beskrevet i svanekriterierne for printere.
Få oplysninger om genanvendelse
Er plastdele over 25 g. mærket med plasttype?
Vælg printere, hvor plastdelene er mærket med plasttype og derved gjort lettere at affaldssortere ved bortskaffelse. Plastdelene bør være mærket efter standarden DS/EN ISO 11469:2000 og DS/EN ISO 1043-1 til -4.
Få oplysninger om producenten
Har producenten indført certificeret miljøledelse?
Hvis producenten har indført certificeret miljøledelse (ISO 14001 eller EMAS), kan man forvente, at der bliver arbejdet seriøst med at nedbringe miljøbelastningen fra produktionen.
Er arbejdsmiljøet inddraget i producentens eventuelle miljøledelsessystem?
ISO 14001 og EMAS omfatter ikke arbejdsmiljø, men virksomheden kan vælge at indarbejde det i systemerne.
Har producenten en afdeling eller importør i Danmark, som kan påtage sig producentansvaret i forbindelse med bortskaffelsen?
Producenten har ansvaret for, at de printere, der sælges, bliver bortskaffet på en miljømæssig forsvarlig måde. Man bør være opmærksom på reglen, hvis man overvejer at købe printere i udlandet.