Stål

Stål har bred anvendelse
Stål er jern med et større eller mindre indhold af kulstof og legeringselementer, hvilket giver forskellige typer stål vidt forskellige egenskaber. Stål har bred anvendelse, for eksempel inden for emballager, byggeri, husholdningsprodukter, personbiler og transportmidler generelt.

Stål er et prisbilligt og stærkt materiale, der normalt har dårlige korrosionsegenskaber. Gode korrosionsegenskaber opnås ved legering til rustfast stål eller ved overfladebehandling. Meget gode styrke- og slidegenskaber kan opnås ved legering og varmebehandling til hærdet stål, der har mange tekniske anvendelser.

 

Legeringselementer
Legeringselementer til stål er metaller, der på nær krom er begrænsede ressourcer. Mangan, nikkel og krom er almindeligt benyttet i små mængder og for de to sidstnævnte i store mængder i rustfrit stål. Brugen af rustfrit stål til rent kosmetiske formål bør derfor begrænses.

 

Energiforbrug til fremstilling af stål
Jern findes udbredt i jordskorpen og fremstilles på basis af jernmalm, der er jernoxider i mineralsk forekomst med en forsyningshorisont på ca. 120 år. Jernet udvindes fra malmen ved reduktion med kulstof i en højovn. Råjernet har et overskydende kulindhold, der brændes af under varmeudvikling, og denne varme bruger man til nedsmeltning af stålskrot (køleskrot). Nyt stål indeholder derfor 10 - 30 pct. genanvendt stål, og samlet er energiforbruget til stålfremstilling moderat.

 

Stål genanvendes i vid udstrækning. Stålskrot indgår i produktionen af kraftige plader og profiler, armeringsjern, støbejern, rustfast stål og køleskrot ved produktion af nyt stål.

 

Legeringselementerne udnyttes ikke altid optimalt ved genvinding, og man bør derfor bruge en ståltype med lavest muligt legeringsindhold i forhold til behovet.

 

Det primære energiforbrug til fremstilling af nyt stål og for genanvendelse, dvs. indsamling og omsmeltning, fremgår af nedenstående tabel.

 

Primær (ny) stålplade27 MJ/kg
Genanvendelse af stål                        
10 MJ/kg
Rustfast stål46 MJ/kg