Overfladebehandling
Betegnelse for en lang række processer
Overfladebehandling er en samlet betegnelse for en lang række processer, der påfører et lag på en overflade, eller ændrer overfladens struktur.
Formålet med overfladebehandling er at beskytte det underliggende materiale mod nedbrydning som følge af korrosion, slid, råd og lys.
Formålet kan også være kosmetisk. Ved overfladebehandling er det muligt at benytte billigere og mindre holdbare materialer i forhold til, hvis ikke man benyttede overfladebehandling.
Overfladebehandling udføres f.eks. som anodisering, forkromning og galvanisering, lakering og hærdning.
Anvendelse af hjælpestoffer
Til overfladebehandling anvendes hjælpestoffer, der kan medføre forskellige miljøbelastninger. I nogle tilfælde er der risiko for alvorlige miljøbelastninger, hvis ikke der anvendes renere teknologi, eller hvis processerne ikke håndteres korrekt. Det gælder for eksempel forkromning, galvanisering og lakering.
Man bør benytte den overfladebehandling, der medføre de mindste miljørisici i forhold til de tekniske krav. En pulverlakeret overflade er for eksempel at foretrække frem for en forkromet, hvis ikke man har brug for den ridsefasthed, som forkromningen kan give.
Anvendelse af mindre holdbare materialer
En modvægt til de potentielle miljøproblemer ved overfladebehandling er muligheden for at anvende mindre holdbare materialer, der ofte er mindre miljø- og ressourcebelastende at fremstille end de mere ædle materialer, man ellers måtte anvende.