Halogenerede organiske forbindelser

Halogenerede organiske forbindelser er organiske kemiske forbindelser, der indeholder halogener (klor, brom, fluor og jod). Denne type forbindelser forekommer ikke særligt ofte naturligt i miljøet.

 

Omfatter mange problematiske stoffer
Halogenerede organiske forbindelser omfatter mange miljø- og sundhedsskadelige stoffer, heriblandt nogle af de mest giftige som kendes (dioxin).

 

De omfatter stoffer, der er meget giftige for organismer i miljøet. Desuden omfatter de mange stoffer, som er kræftfremkaldende og sundhedsskadelige på anden måde.

 

Da halogenerede organiske forbindelser desuden er svært nedbrydelige i miljøet, øges risikoen for skadelige effekter fra stofferne. Nogle halogenerede organiske forbindelser, som f.eks. klorparaffiner og visse klorerede opløsningsmidler, er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer /1/.