Forbrænding af husholdningsaffald og dagrenovation

Varmeenergien udnyttes, men materialerne går tabt
Affaldsforbrænding er en almindelig måde at bortskaffe husholdningsaffald og dagrenovation på frem for at deponere det. Affaldet indsamles hos husstande, institutioner og industri og køres til et affaldsforbrændingsanlæg.

 

Ved affaldsforbrænding udnyttes varmeenergien i brændbare produkter, men selve produktet og dets iboende ressourcer går tabt.

 

Frasorter materialer til genanvendelse
Affaldsprodukter, der er egnet til genanvendelse, bør ikke bortskaffes ved affaldsforbrænding, dvs. de bør ikke smides i skraldespanden, men afleveres til de kommunale indsamlingsordninger. Det drejer sig især om aviser, pap og glas, men også for eksempel plastfolie, metal og elektronik.

 

De tre sidstnævnte kan ydermere indeholde stoffer, der er problematiske i forbindelse med affaldsforbrænding, fordi de giver anledning til miljøskadelige emissioner, eller miljøskadelige røgrensningsprodukter og slagger, der derfor må deponeres.

 

Afvejning mellem forbrænding og genanvendelse
Det er ikke muligt at udnytte varmen fra affaldsforbrænding fuldstændigt, da der i perioder produceres overskud af varme fra den samlede energiforsyning. På den anden side kræver det også en proces at genvinde produkter, og f.eks. plastflasker, der har indeholdt fødevarer, kræver en så omhyggelig rensning før regranulering eller omsmeltning, at det næppe kan svare sig frem for at brænde dem.