Azofarvestoffer

Azo-forbindelser kan spalte og frigive aromatiske aminer
Azofarvestoffer udgør 60 - 70 pct. af alle anvendte farvestoffer /5/. De anvendes primært ved tekstilfarvning og farvning af læder.

Azofarvestoffer benyttes også i pigmenter til tryksager, men her er stofferne mere stabile og kommer ikke i hudkontakt. Derfor er problemstillingen, som er beskrevet nedenfor, ikke relevant for tryksager.

Azofarvestoffer er karakteriseret ved på molekyleniveau at indeholde en eller flere såkaldte azo-forbindelser (dobbeltbinding mellem to nitrogenatomer). Azo-forbindelsen er ikke stabil og vil under f.eks. iltfrie eller reduktive forhold (f.eks. i spildevandsslam eller i kontakt med sved fra menneske hud) kunne spalte, hvorved farvestoffets oprindelige byggesten frigives som aromatiske aminer. Det er disse aminer (f.eks. diklorbenzidin), der er hovedårsagen til, at nogle azofarvestoffer (afhængig af de konkrete aromatiske aminer) betragtes som miljø- og/eller sundhedsmæssigt problematiske /1,2,3/. Dog betragtes visse azofarvestoffer som problematiske i sig selv, se nedenfor. Aminerne kan også forekomme som urenheder ("byggesten der blev til rest") i de "rene" uspaltede farvestoffer.

22 aromatiske aminer på Miljøministeriets forbudsliste
Ud over et enkelt azofarvestof er i alt 22 aromatiske aminer medtaget påMiljøministeriets"forbudsliste" /4/. Det vil sige, at azofarvestoffer, der ved reduktiv spaltning kan frigive en eller flere af disse aminer, ikke må forekomme i tekstiler eller lædervarer, der kan komme i direkte berøring med hud (f.eks. fodtøj og sengelinned) eller mundhule (f.eks. legetøj) i længere tid hos mennesker. Disse aminer er enten kræftfremkaldende over for mennesker eller mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Andre sundhedsskadelige aromatiske animer
Flere aromatiske aminer end dem, der optræder på "forbudslisten", kan imidlertid godt være sundhedsmæssigt (f.eks. p-nitroaniline) og/eller miljømæssigt problematiske (f.eks. 6-methyl-3-nitroanilin og 2,6-dikloro-4-nitroaniline). Det gælder også nogle af azofarvestofferne, f.eks. findes der blandt specielt kationiske farvestoffer og metalkompleksfarvestoffer typer, der er meget giftige over for vandlevende organismer /1/.

Flere af de "ikke-forbudte" aromatiske aminer, som kan fraspaltes azofarvestoffer, er klassificeret for miljø- og /eller sundhedsfare på "Listen over farlige stoffer" /7/. Det drejer sig bl.a. om 2-klor-4-nitroanilin, 4-klor-2-nitroanilin, 4,4-methylendianilin og 3,4-dikloroanilin. De to sidstnævnte samt to azofarvestoffer (CAS nr. 1533-78-4 og 85136-74-9) forekommer endvidere på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer /3/.

Lister over de azofarvestoffer, hvor kræftfremkaldende effekt, allergisk effekt eller skade på arveanlæg enten er påvist eller under mistanke, kan bl.a. findes i reference 3 og 1. I samme referencer er der endvidere udført en risikoscreening af azofarvestoffer forekommende i tekstiler (herunder legetøj, f.eks. bamser) på det danske marked, hvad angår både sundhed og ydre miljø (vandmiljø) i forbindelse med tøjvask.

Mindst risiko for problematiske azofarvestoffer i varer fra Vesteuropa
Ifølge farveproducenternes egen organisation for sundhed og miljø (ETAD), forekommer aminerne "kun" i 5 pct. af alle eksisterende azofarvestoffer og disse 5 pct. er i stort omfang udfaset af forbrugerprodukter i EU /5/.

Ikke desto mindre blev der i en undersøgelse fra 1998 /3/ af tekstiler og tekstillegetøj (f.eks. bamser) indkøbt på det danske marked konstateret forekomst af i alt ni af de 22 "forbudte" aromatiske aminer, fordelt på 17 tekstiler ud af 59 undersøgte. Aminerne blev fundet i tekstilprøver udsat for reduktiv spaltning (simuleret sved) men kun i to tilfælde i koncentrationer over grænseværdien defineret i Miljøministeriets "forbudsliste" /4/.

I en undersøgelsen fra 2000 /1/ af tekstiler på det danske marked, som ikke omfattede reduktiv spaltning, blev der konstateret indhold af én af de "forbudte" aminer i to ud af 22 undersøgte tekstiler, givetvis forekommende som urenhed.

Generelt må det antages, at sandsynligheden for indhold af meget sundheds- og miljømæssigt problematiske azofarvestoffer i forbrugerprodukter er væsentligt større for produkter importeret fra lande, der ikke er omfattet af den samme regulering, som er gældende i f.eks. Vesteuropa. Det drejer sig bl.a. om visse dele af Østeuropa og Asien.