Anodisering
Forbedrer aluminiums korrosionsegenskaber
Anodisering, også kaldet eloxering, anvendes kun til aluminium og har til formål at give aluminium bedre korrosionsegenskaber og til en hvis grad bedre slidegenskaber. Anodisering kan udføres i forskellige farver og kan derfor også have et kosmetisk formål.
Anodisering sker elektrolytisk (ved hjælp af strøm) i et syrebad, hvorved der dannes et hårdt, beskyttende lag af aluminiumoxid. Der benyttes i reglen svovlsyre, men processen kan også udføres i kromsyre, der bør undgås pga. kromsyrens miljø- og sundhedsskadelige egenskaber.
Der er risici ved processen som følge af arbejdet med syre samt muligheden for at udlede miljøskadelige aluminiumsforbindelser, der opløses i syren og skylles af emnerne. Sidstnævnte kan undgås ved at anvende renere teknologi.
Anodisering medfører ikke problemer ved brug og bortskaffelse.